Da den første borgelige regering kom til i 2001, markerede det et skifte i dansk mentalitet, der kulminerede i, at man nedlagde humanistiske råd, ønskede strammere og mindre åben styring af befolkningens forbrug og budskaber til medierne, ville lave kontrakter med vælgerne, der altså blev forbrugere, hvorfor politikken angav, at man realpolitisk ville fokusere på “resultater” men ikke resultater af åbent debatterede visioner. Politikken skulle fortsat, som under Nyrup, være styret af de ønsker, solsidens velhavende middelklasse havde, og markerede således, at solen ikke lyste på dybe åndelige værdier, men, i et land af pragmatikere, på hårdtarbejdende materielle resultater. Normaliteten ønskede, i sin rentabelt realiserede fritid, ikke de åndelige værdier, den ikke kunne finde midlertidigt på selv, ligesom religionen i Danmark synes ligeså verdsliggjort som udvandet til en grad, at den bliver et nostalgisk minde om en svunden fortid og dens traditionelle værdier og derfor næsten skyldigt skal koste dyre banklån til brylluper, der alligevel bliver mere rørende, fordi de berører vores dybe traditioner, for rigdom.

Hvis dette lyder provokerende, er der måske alligevel behov for en alternativ udlægning af perioden med borgerlige regeringer. Emnet har ikke, i særlig høj grad, været belyst i pressen – også fordi Fogh-regeringerne havde en tendens til, eller mestrerede, ikke at få hvad man kalder “negativ presse,” der også kunne kaldes velgørende og kritisk, fx hvis den er det. Men hvad lå der i de værdier, de borgerlige regeringer, men også begyndende Nyrup-regeringerne, gjorde til de fremherskende i Danmark? Og er der brug for en alternativ udlægning?

Ja, her følger forsøget på en mere traditionel humanistisk og spørgende udlægning, et portræt af den årrække, hvor humanismen ikke var i høj kurs, men hvor aktierne var det; nok en – for? – kritisk udlægning, men også med en betoning af, hvad vi efter min mening i vores land kan være stolte af: stadig fx vores humanisme, demokrati og vores gode systemer.

Det materielle og ånden
Var der under de borgelige regeringer tilstrækkelig plads til dette gode – og det gode som sådan? Politikken, Fogh-regeringerne blev valgt på, var en praktisk og realpolitisk tilgang til mennesket. Denne handlede halv-totalitært, og med nogen kontrol over medierne, om en mere effektiviseret og rationaliseret og lukket styring, hvor det var de økonomiske og kalkulerede tilgange til livet, der dominerede, og hvor danskerne ellers viste sig at ville have det meste andet i ofte intolerant selvtilstrækkelighed.

Dette viste sig med finanskrisen imidlertid at være – ”økonomisk tænkning.” En tænkning hvor mennesket, snarere end af mennesket, igen så sig domineret af kapitalismens egne kræfter, dens egoistiske overmod og haversyge, der siden tegnede et billede af det, hvor ikke bare menneskets antagede styring viste sig illusorisk, men også altså en del af de letfordøjelige værdier, der lå til grund for den. Den illusoriske bobel af samfundsopøvet materiel haversyge, der prægede normaliteten fra Nyrup-tiden, viste sig at have sit eget ophobede liv, men havde vel også allerede parallelt, for ikke at skulle kritisere og dermed underminere sig selv, vist sig at kræve mindre åndeligt, altså menneskeligt, eftersom ånd, som forbrug, via fx madprogrammer, quisser og krimier, blev en forbrugsvare, det skulle være “let” at konsumere, når vi i fritiden kunne have lidt tid til at betragte verden med letindkøbte øjne, der ikke mindede om finkulturel aftenvin, når ellers den reelt er alkoholisme. Var ikke nemlig både madprogrammer, quisser, krimier – og alkohol, som følge af graden hvormed det blev (og bliver) brugt – et misbrug?

Normaliteten og flertallet
Magelighedens eller meningsløshedens? – et tegn på værdier, der mangler værdi og dybe rødder? Forbruget af det letfordøjelige, særligt under de borgerlige regeringer, steg med stigningen i forbrug som sådan, og det kan være et tegn på, at materiel velstand ikke fører til mental godhed, værdifylde og psykisk naturlig balance, at økonomisk overforbrug fører til mentalt misbrug. Samtidig fik nemlig flere udstødte uset sværere ved at fordøje livet og derpå igen sende affaldet ud af systemet, som maven helst skal have behandlet med en rentabel sundhedsindustri, der med årvågen kontrol, der ligner styrende mistillid, skal sikre danskernes resultatorienterede tryghed. Den rige middelstand blev – selvom generaliseringen jo ikke er helt rimelig – mere resultat-faktuelt orienteret og forbrugende, mere lægelig og (natur)videnskabelig i sit kropssyn men også mere indsnævret i sit menneskesyn, thi den betragtede arbejdende og ekskluderende normalitet som god økonomi og rigtig medicin uden ellers at betragte de mere mangesidige menneskelige resultater af det.

Mange havde, med tavshed eller i mangel på deltagelse, ikke desto større plads til små eksistenser, viste ikke tilstrækkelig humant overskud, forværrede med udeblivende kritik den udeblivende kritik, mens en mere blivende forløben mistillid anløbent blev vakt med hård kritik af eller angreb på minoriteter. Mistilliden blev så, ofte som intolerant “kontrol af normalitet,” forankret politisk med “nul-tolerance,” skattestop, “noget for noget” og kontant kontraktpolitik mere end med rolig tillid, frisind og åbenhed – der jo ikke behøver at frygte, fordi de grundlæggende anser mennesket som godt.

Som medierne, med den fremmede handelsmoral, samtidig blev større pengemaskiner, der “let” skulle underholde og sige det, folk gerne ville høre, begyndte måske også den, nu vel tilvante, overfladiske underholdning om politik, når den ikke længere er værdi. Underholdningen begyndte, synes det, at handle om, hvordan vi kalkuleret og intelligent, men ikke oprigtigt og spontant, blev styret og manipuleret af politikerne, hvordan disse brandede sig, hvordan det politiske spil var – som var det reelt ikke et spil med mennesker, men nærmere at brætspil, hvor det handlede om, at brikker skulle flyttes rigtigt. Hermed var det fx muligt at betragte sin egen situation som en underholdende og ligefrem morsom saglig forekomst, førend man indlevede sig i, at den reelt måske var tragisk og som sådan ligefrem værd at tage alvorlig. Tiden krævede flere økonomiske resultater, som den fokuserede mindre på åndelige værdier, og som forbrugere synes vi lettere at styre, når man kan kontrollere, hvad vi køber – ikke bare ”politisk sundhed” og ”politisk mad,” men også vel letfordøjelige politiske værdier, ikke humane.

Men var vores uforpligtende og troløse og konstante indkøb af “værdier” et tegn på manglende værdi, en bøn om dem: tilstrækkeligt hult og meningsløst, så der stadig måske manglede noget dybere og større at tro på, en god sag, der giver mening? – Og kunne en sådan manglende sag erstattes med en negativ tro på relevante ”fjender” – muslimer eller arbejdsløse fx – at lade meningsløsheden gå ud over, hvorved det er muligt at tilfredsstille et ”åndeligt” behov og samtidig glemme dets moralske implikationer – hvis ikke at fornægte at det stadig findes, et andet sted?

Retorik, moral og minoritet
Voksede ikke kravene, hvormed vi kunne styres i forbrug men udenom forbrug af åndelighed, til mere “let” underholdning, til hård retorik og til underholdende presse-nedvurderings-personersager, sideløbende og parallelt? Måske også overhovedet tendensen til at betragte mennesker – som “sager,” både dem politikerne, systemerne og medierne behandler?

Hvis dette hang sammen med øget angst, mistillid og kontrol, og med kontrollen af mistillid, der opretholdes af hensyn til magtbevarelse, kunne man i nogle dele af pressen, ved at fastholde en udeblivende og relevant kritik, også fastholde mistilliden, om så dette var meningen – der ellers ville udeblive. Dette synes igen at hænge sammen med en svækket humanitet, at nogle ”grupper” – og var/er det ikke ”grupper” politikerne tænkte i? – ikke blev taget alvorligt og respekteret, idet de, og vi alle, kunne flyttes rundt med som brikker, at forbruget af varer også lignede et misbrug af menneskelige relationer, en udebliven af værdier som redelighed og anstændighed, eller et misbrug af dem, samt måske i det hele taget en normalitet der, med uopdaget og forbrugende overmod, satte samfundssystemets unaturlige grænser, men ikke deres egne humane.

Hvis humaniteten ikke længere tilstrækkeligt spurgte, om dette var forkert, var det måske udtryk for, at menneskelige fordringer, der ellers er gode potentialer i os alle, i for høj grad blev behandlet med mere medicin samt i hovedsagen mindre krævende masseunderholdning, der reelt skriger efter ægte værdi og relevant indhold.

Var mange af os underholdt, mens en del af os havde det dårligt? Det kunne nemlig synes sådan, at en stigende ”gruppe” af de ikke anerkendte misbrugere ofte fik lov til at behandle sig selv, med alkohol, medicin og stoffer, mens normalitetens anerkendte forbrug fx bestod i eller tillod løbende udtalelser af magtbevarende nedvurderinger, der var med til at fastholde de førstes misbrug, fx ved at eksponere nedvurderingerne som underholdende taktiske genistreger, der kaldes spin. Hermed fastholdte politikere og presse så en normalitetsskabende stigmatisering af minoriteter, når de, trods deres reelle størrelse og problemernes egentlige omfang, fik ofte en konstant negativ vinkling.

Nogle dele af vores samfund skulle altså, og navnlig med den tavshed, der måske kommer af stigende materielt selvbehag, udover at have det bedre end de svagere, også have ret til at fastholde “de svage” moralsk, men dermed får hele samfundet det jo dårligere. Nedvurderingen forekom tilsyneladende uden at man så, at denne dårligdom måske var vores egen og derfor skulle behandles, ikke med markedsforbrug, ikke ved at give andre skyld for, hvad man må anse som egne problemer, men netop med lødig og afbalanceret selvindsigt, der fuldbyrdet virkeligt kan forbedre forholdene også for de svageste og for medmennesket som sådan.

“De svage,” udstødte og nedvurderede
Men til det mere positive – der jo findes i rigt mål i vores land: kan vi ikke nu give lidt mere af det? For retorikken overfor “fremmede” og minoriteter har heldigvis har forbedret sig, så man taler mere ordentligt til mennesker, der mangfoldigt beriger vores samfund og godt kunne være anledning til, at vi alle øver os i humanitet, tolerance og frisind.

Frisindet bør gælde alle mennesker – og omfatte alle mennesker. Nok er vi danskere et lukket og lille og homogent folkefærd, men vi har også en lang, meget smuk og enestående tradition for gode systemer og humane værdier, vi ikke behøver at definere negativt ved brug af ydre fjender: tolerance, åbenhed og frisind – kreative skolesystemer, kyndigt og menneskeligt hospitalsvæsen og en række statsmyndigheder, der er præget af upartisk, redelig og demokratisk dygtighed. Men vores (tidligere mere) stolte demokratiske og menneskelige værdier afhænger af positiv deltagelse og åbenhed, der venter det bedste af mennesker, ikke af mistillid og kontrol, der skaber det modsatte. Værdierne kan vi stadigt skabe positivt ved at fastholde vores gode arbejdssomhed, når også den bliver et arbejde i og med frisind samt en ordentlig måde at behandle samfundets svageste på. Der behøver ikke være tale om ekskluderende tryghed, som også manifesterer sig i intolerante materielle indkøb, men en troværdighed og integritet, der kan manifestere sig i åndelige værdier, som vi godt kan udfordre positivt uden dermed at nedgøre eller ringeagte de mennesker, der stadig måske har flere af dem.

For hvad kan vi fx lære af de mange muslimer i vores samfund, både når det gælder værdier, religion og familiestrukturer? Ikke bare helt normale og meget rare muslimer, der i høj grad beriger vores samfund, men også helt unormale, psykisk syge danskere, hjemløse og narkomaner, og mange, der lever som misbrugere på sidelinjen af vores samfund, burde have mere at skulle sige i vores kultur og debatten om den.

For det første er vi alle mennesker. Man er ikke mere værd, og bør ikke være mere anset, bare fordi man har en høj uddannelse eller tjener mange penge men føler sig mere værd – fordi en sådan respekt har manglet? Mennesker på samfundets bund er ofte mennesker med stor livserfaring, ægte glødende omsorg, der kan berige livet men også minde de mange, der heldigvis kan leve gode og normale liv, samfundets vindere der jo sådan set også har del i, at der findes tabere – minde dem, os, de lykkelige, ikke sandt, om vigtigheden i at tage vare på de svageste og det svageste, det til perfektion ikke bare regelrette funktionelle og hensynsløse: det ”svage,” det omsorgsfulde, findes i os alle, og det er smukt, ømt, følende og dyrbart. Dette kan ske ved, at vi alle agter og giver hinandens holdninger plads – og ikke som noget der automatisk kan underkendes med henvisning til social status og normalt accepterede meninger i det omfang, de faktisk ikke viser hensyn.

Hvordan agter man holdninger? Efter min mening anerkender man de mennesker, der har dem og søger, udfra en bred forståelse af deres forudsætninger og deres hele situation, en mild og åben og stadig dragende indlevelse, der ikke opstiller hurtige modsætninger. Man tænker og føler mere som menneske end som repræsentant for en allerede anerkendt, gruppeorienteret og vanebetinget samfunds- og stresstilstand. Man tør mærke andres smerte, idet man selv, om ikke føler den som sin egen, så føler, at man også kender smerten selv – netop fordi det ”smerteløse” og meningsløse og overfladiske bliver indifferent overfor de mennesker, der måske, på bunden af vores samfund, lider mere under dets reelle og bundløse hensynsløshed.

Gruppetænkning – og humanismen
Det bør ikke være en selvfølgelighed, at nogle mennesker lider eller ikke hjælpes ud af deres lidelse. Mennesker skal elskes, dette bør være en menneskeret. Vores samfundskultur er blevet mere hård og sværere at udholde – hvis ikke altså denne udholdning sker i hårdtarbejdende flugt og afskærmning med lette værdier og let underholdning, i medicinsk eller alkoholisk nødværge, fremfor fx med spontan tid og menneskelig indlevelse, hinsides resultatorienterede bagtanker. Retorikken, som man siger, har netop ikke bare presset de mange dejlige mennesker, den gik ud over, men har siden 90erne vel generelt ført til en svækkelse af vores alles humanisme, idet vi har gjort os lavere, end vi som mennesker behøver at være, nok har stillet store og større penge- og præstationskrav, men ikke tilstrækkeligt opfyldt almindelige menneskefordringer.

Hård ”os- og- dem-” retorik fører, som jeg kan se det, til modsætninger, at mennesker mere føler, at de er del af modsætningfyldte og allerede opstillede modsætningsforhold, de ikke får lov at bryde ud af, fremfor dyrbare og ligeværdige deltagere i et helt samfund, hvor alle grundlæggende er lige og derfor ikke presses ind i forsimplet gruppetænkning. Gruppetænkning og gruppeopdeling gør nok vores alt for hektiske samfund, der mere handler om at vinde end om at elske, mere overskueligt, men det legitimerer også et hierarki, der i sin konsekvens netop ikke tilstrækkeligt påskønner de store kvaliteter alle mennesker har, navnlig vel fordi der anlægges en økonomisk målestok for dem.

Derfor kan der lægges mere vægt på de bløde værdier i vores samfund, det fx at være et ordentligt menneske uden fx at have en ordentlig indkomst. Et sådant agtes ikke først og fremmest for sine berigende præstationer eller evne for at udføre kalkulerede økonomiske målsætninger, men for sin spontane og ligefremme, først som sådan egentligt etiske menneskelighed og medmenneskelighed.

Etik og menneskelighed er elastisk, selvforglemmende og spontan, ligesom kunsten, og har ikke meget at gøre med nøje kalkulerede drejebøger, hvis rigide magtpotens, stålsat fremturende, magtfordrejer andre menneskers hensigter og holdninger, så de passer ind i det planlagte, hvis overhovedet de reelt tager hensyn og lytter til dem. Magten bør lytte, navnlig i en tid med finanskrise hvor behovet for økonomiske resultater er stigende, og der derfor er en fare for, at magten kører henover de mennesker, der reelt ikke, med god gældende økonomi, der sikrer deres menneskelige rettigheder, har ret til at gøre deres ret og menneskelighed gældende, men alligevel beriger hele samfundet, navnlig hvis det påskønnes og anerkendes, fx ved at vise sårbarheden, ikke bare som deres men som menneskets.

Kassedamen smiler altid sødt, selvom hun ser træt ud, alkoholikeren er sød i sin umiddelbarhed og siger sjove og gode sandheder, den psykisk syge nok svær at håndtere men morsom og elskelig på bunden, den muslimske kvinde meget smuk og tøvende i et smil, der altid alligevel kommer, bistandsklienten rig på menneskelige erfaringer og altid påfaldende kærlig – hvorfra kommer deres og menneskets overskud, som vi ofte alligevel mangler? Hvorfor kommer deres kærlighed til ”os,” der måske ser ned på ”dem”? Alle deres menneskelige kvaliteter, deres følsomhed, erfaring, ømhed?

Magten, der i nogle samfund mere er den ligeså velbjergede intolerante og materielle (som medicinske) lykkes, den hensynsløst velfungerende solsides, end netop fx de magtesløses – magten har godt af at lytte, og den har tilmed mulighed for det. Den har vel også en menneskelig interesse i det, for er de magtesløses afmagt ikke også vores? Derfor overlader den ansvar til mennesker, der kan vokse ved at påtage sig det, og tager stilling i konkrete situationer og til virkelige mennesker, uden, i udøvelsen af forkromede planer eller arrogant magt, at se bort fra alt andet end det planlagte for samtidig at se stort på det egentlige menneskelige, fordi der er “et højere mål”? Er der imidlertid intet højere mål end netop det menneskelige, ligger dette vel i indlevelsen, spontaniteten, den ægthed der er mangfoldighedens bevægelige nærvær her og nu, snarere end i det dogmatiske, konstant planlagte, magtforhippede eller stålsat ideologiske, der må frasige sig det.

Et helt samfunds stadig helende og dybere lykke handler om noget, der ligger i os alle: evnen, lysten og viljen til at møde mennesker umiddeltbart, førend tvungen at skulle støde på alle dets mangler. De mangler, “den gyldige samfundsmoral” udser sig og derpå rentabelt fastholder sammen med gruppesondrende modvilje – disse henviser netop stadig for ofte til socialstatus og et sæt af økonomisk-mentale værdier, hvis nu måske mere åbenlyse problemer positivt kunne – åbne os for, hvad der ligger under dem, uden repressivt, og med angstens udeblivende tillid, at være bange for det: vores humanitet.

Det humane og mere naturlige menneske ‘ kan frit agtes for det, der er rigtigt ikke hovedsageligt solsidigt, samfundsmoralsk, men, med nogen selvstændig afstand til det konforme og ikke forkastelse af det, snarere godt for vores medmennesker – det vi ikke kræver betaling for, men ofte får lykkeligt tilbage. Det er jo kærlighed.